fredag den 12. oktober 2018

Begynderkursus i biavl 2019


Hvis du overvejer at holde bier, eller hvis du allerede har bestemt dig for at komme i gang, så er her en gylden mulighed for at få en god start.

Begynderkurset, som afvikles i foråret 2019, giver dig en teoretisk såvel som praktisk indføring i biavl, og gør dig i stand til at passe dine egne bier og høste honning allerede samme sommer. Du vil lære lidt om biernes historie og biologi, om biavlens betydning for samfundet, om udstyr og materiel, om indretning af bigården samt mange vigtige aspekter i forhold til biernes pasning. Vi kommer med andre ord rundt om det meste, og altsammen foregår i en afslappet atmosfære sammen med andre vordende biavlere uden forhåndskendskab til emnet.

Kurset starter mandag d. 11 marts 2019 og er tilrettelagt med 4 teoretiske aftener efterfulgt af ca. 5 aftener med praktisk undervisning.

Teoriaftener a’ 3 timers varighed afholdes i Randers. Nærmere information om sted følger senere. Der undervises på følgende datoer: 11 marts, 18 marts, 25 marts samt 1 april.


Praktikaftener a’ 3 timers varighed afholdes i foreningens skolebigård, Lykkeshøjvej 8, 8960 Randers SØ – eller andre bigårde. Praktikforløbet finder sted på udvalgte mandage i løbet af april og maj. Nærmere information følger ved kursusstart.


Kursusafgiften for de fire teoriaftener er kr. 210. Beløbet dækker undervisning samt alle undervisningsmaterialer. Kursusafgiften betales den første kursusaften.

Deltagelse i praktikforløbet kræver medlemskab af Randers og Omegns Biavlerforening inkl. medlemskab af Danmarks Biavlerforening. Medlemskab koster kr. 790 og skal være registreret på Danmarks Biavlerforenings hjemmeside inden praktikaftenerne begynder i april/maj måned.

Undervisere: Henrik Kjær Nielsen m.fl.
Yderligere oplysninger samt tilmelding til:

Henrik Kjær Nielsen, tlf. 2680 4781, email: henrikkjaernielsen@hotmail.com


Ingen kommentarer:

Send en kommentar